Du skal være fyldt 18 år for at tilgå indholdet på denne side.

Indtast din fødselsdag

Nej, jeg er ikke fyldt 18 år.

Om Albani
 

Albanis historie
H.C. Andersen, Odenses internationalt kendte bysbarn, var glad for Albani. I et brev fra et af hans mange ophold i sin fødeby skrev han om bryggeriets produkt: “Jeg kan ikke rose denne øl højt nok. Den er forfriskende, delikat og stærk. Prøv den!”
Det var der mange, der gjorde, og det gør man stadig. Fra at være et lokalt Odense-foretagende er Albani Bryggerierne for længst blevet hele Fyns øl. Og i dag finder man venner af Albani i alle egne af Danmark, hvor man kan få det fynske bryg.

En af byens første industrivirksomheder
Eventyret om Albani var begyndt en del år før H.C. Andersen skrev sin rosende bemærkning. Bryggeriet blev grundlagt af cand.pharm. Theodor Schiøtz i 1859, og var en af byens første industrivirksomheder. Bryggeriet lå, hvor det stadig ligger, centralt i Odense.
Allerede i 1874 blev en større udvidelse foretaget. I 1891 kom den første flaskeøl og dermed behovet for mekaniserede aftapningsanlæg. Det førte til en kraftig udvidelse op imod år 1900.

Ekspansion
Efter århundredeskiftet blev bryggeridriften kraftigt koncentreret, også på Fyn, hvor Albani i årene frem til 1934 overtog fire andre bryggerier. I 1960’erne og 70’erne blev det til yderligere to opkøb på Fyn. Også uden for landsdelen ekspanderede Albani: I 1956 overtoges Sønderborg Bryghus, i 1986 Bryggeriet Slotsmøllen i Kolding, i 1996 Mineralvandsfabrikken Baldur i Esbjerg og i 1997 Maribo Bryghus. I 2000 fusionerede Albani Bryggerierne og Bryggerigruppen, i dag Royal Unibrew.

Ka' du li' hvad du læser?

Hårdtarbejdende mænd på Albani

Albani har eksisteret siden 1859, hvor Theodor Schiøtz grundlagde bryggeriet.

Theodor Schiøtz – Albanis grundlægger
Ludvig Theodor Schiøtz (1821-1900) blev født på Bognæsgård ved Roskilde og fik efter sin konfirmation plads som discipel på apoteket i Frederikssund fra 1836. I 1841 fortsatte han uddannelsen på Vajsenhus-apoteket i København, og i april 1844 fik han eksamen som farmaceut med førstekarakter. I de følgende år arbejdede han på apoteker i hovedstadsområdet – kun afbrudt af nogle måneders deltagelse i treårskrigen som frivillig.

I 1851 skiftede Th. Schiøtz spor og fik ansættelse som højskolelærer i Rødding, hvor han underviste i fag som kemi, jordbundslære og zoologi, og hvor han bl.a. også påbegyndte en planteskole. Efter knap fem år på højskolen vendte Schiøtz for en kort stund tilbage til farmaciens verden, men fik så arbejde hos brygger J.C. Jacobsen på det ret nyanlagte bryggeri, Carlsberg, i Valby.
Schiøtz havde ved denne tid også planer om at anlægge et bryggeri i Flensborg, men i stedet kom han – formentlig gennem sin ven, Odenseapotekeren Gustav Lotze – i forbindelse med to unge forretningsfolk, der havde planer om at oprette et nyt bryggeri i Odense.
Disse to unge forretningsfolk, Edv. Esmann og Johan Frederik Rasmussen, ansatte nu Schiøtz som bryggeriinspektør med tiltræden den 2. april 1859, og den teknisk kyndige Schiøtz var herefter med til at udforme de konkrete planer for opførelsen af Albanibryggeriet, der satte produktionen i gang 7. november samme år.
I de følgende år frem til 1889 var Th. Schiøtz bryggeriets ubestridte og dygtige førstemand, og efter omdannelsen af bryggeriet til et aktieselskab i 1868 blev Schiøtz selv medejer af dette. En del af Schiøtz’ aflønning bestod i en andel af bryggeriets overskud, og sammen med aktieudbyttet sikrede det ham i de følgende år en stor indkomst. I 1879 var han ligefrem byens største skatteyder med en indkomst på omkring 40.000 kr.
Fra 1865 var han medlem af det nyoprettede forskønnelsesudvalg, og han udfoldede også store anstrengelser for at fremme nye plantninger i Fruens Bøge. Efter hans død hædrede Odense Kommune hans minde ved et rejse en mindesten på Lærkehøj i skoven tæt på Fruens Bøge Station.

Ka' du li' hvad du læser?

Theodor Schiøtz – Albanis grundlægger

Billedet af Theodor Schiøtz er taget i ca. år 1870.