Odense gør klar til Karrusel
For fjerde år i træk byder Karrusel op til dans, når festivalen den 7-8-9 september forvandler Odenses havn og gader til én kæmpe fest.
Igen i år er Albani stolt sponsor på festivalen, og vi glæder os til at være med, når byen endnu engang vil emme af forførende laserlys, musikscener og over 80 artister.
Lineuppet består i år af navne som AV AV AV, Bikstok, Emil Stabil, Noah Carter, Zookeepers og Soleima, så der er i den grad lagt op til endnu et stort år for den unge festival.
Festivalen drejes i gang på havnen torsdag, hvor elektroniske live acts og hip hop vil pryde de 3 scener. Fredag skrues tempoet op til den efterhånden velkendte gadefest i Odenses gader, hvor den populære langbordsmiddag også vil finde sted.
Således er der varmet godt op til den store finalefest, der løber af stablen på havnen om lørdagen, hvor der vil være sat yderligere 2 ekstra scener op.
Albani-paraden, der var en kæmpe succes sidste år, vender tilbage lørdag den 9 september, hvor optoget i fælles flok går mod finalefesten på Siloøen i Odense havn.
Du kan læse meget mere om de forskellige dage samt kunstnere på hjemmesiden, hvor du også kan finde linket til billetto: http://www.karrusel.dk