Nu bliver en til tre
Sidste år kom vores Mosaic IPA til verden, og den er blevet taget rigtig godt imod. Nu har vi med stor stolthed udvidet familien med endnu to nye specialøl: Albani Citra Witbier og Cascade Dark Ale.
Citra Witbier er brygget på den amerikanske Citra-humle, der med sine lemon og grapenoter er som skabt til at give en Witbier den helt rigtige karakter. Udfaldet er en vellykket cross-over mellem belgisk fylde og amerikansk kant. Server den til lyse og lette retter som f.eks. kylling.
Cascade Dark Ale er brygget på den amerikanske Cascade-humle, der med sine frugtige blomsternoter giver denne mørke og fyldige ale en duft og smag, der klæder chokolade- og kaffenoterne fra de mørkristede malte. Den er udsøgt til det kolde bord, de klassiske danske retter og simreretter.
I sidste uge kunne de første smage de to nye specialøl til et lille arrangement på vores bryggeri, og vi kunne ikke have ønsket en bedre respons fra deltagerne. Den 5. maj sejler vi de nye øl til Munkemose med Odense Aafart, hvor vi deler smagsprøver ud til de fremmødte, ligesom vi gjorde med vores Mosaic IPA. Hold øje med eventet på vores Facebookside her.
Du behøver dog ikke vente helt til maj med at smage Citra Witbier og Cascade Dark Ale, for de er allerede i butikkerne nu.