I 2018 bliver striberne fynske igen
Albani er snart tilbage på EWII Park. Når OB løber på banen til den første kamp i sæsonen 2018/19, er det nemlig med vores velkendte Albani-logo på brystet af de stribede trøjer.
Det er med stor stolthed i vores fynske hjerte, at vi kan kalde Albani hovedsponsor for OB pr. 1. juni 2018. Samarbejdet mellem Albani og OB vender stærkt tilbage, og vi glæder os til at se det odenseanske mandskab indtage grønsværen i den blå- og hvidstribede trøje, der lige er blevet en tand mere fynsk.
”Det er en aftale, som vi er rigtig, rigtig glade for. Odense, Albani og OB hører efter vores opfattelse sammen, og derfor har vi aldrig lagt skjul på vores interesse for at blive hovedsponsor i OB,” udtaler vores sponsorchef, Freddy Larsen.
Der kan da heller ikke være tvivl om, at Albani og OB er et rigtig stærkt match for hinanden. OB arbejder med at skabe en stærk identitet omkring deres tilhørsforhold til Odense, og på den måde deler klubben en klar strategi med vores lokale bryggeri.
”Det er tillige en aftale som hænger fint sammen med vores stærke engagement i rigtig mange af de fynske fodboldklubber, og på den måde medvirker vi til at samle de fynske kræfter. Derfor ser vi også et stort potentiale i både klubben og vores hovedsponsorat,” afslutter Freddy Larsen.
Vi glæder os til, at sæsonen 2018/19 bliver sparket i gang, og vi igen kan kalde Albani for OBs officielle øl til 3. halvleg.